Karakter og udseende

Vi lever i en visuel tid
Vi lever i en visuel tid med stor fokus på krop og udseende. Aldrig før har vi set så mange billeder af andre mennesker. Vi ser dem i reklamer, på nettet og på sociale medier. De fleste mennesker tager hver dag billeder af sig selv eller andre, og mange af de billeder er iscenesat. Udseendet spiller en stor rolle.
På film og i tv-serier spiller udseendet også en kæmpe rolle, og hver gang kameraet viser os karakteren, så lægger vi mærke til udseendet. En karakters udseende er i spil hele vejen gennem filmen, og udseendet er et stærkt værktøj til at karakterisere en karakter – på film.

Udseende i litteratur
I litteraturen spiller udseendet ikke helt den samme rolle. Når vi skriver, er vi i dialog med læserens fantasi og forestillingsevne, og den er ikke sådan at styre. Hvis vi på side tolv præsenterer førsteelskeren eller den lækre dreng som lyskrøllet med intense blå øjne, så vil en del af læserene alligevel på side femoghalvfjerds se ham for sig som mørkhåret med grønne øjne, fordi de synes, det passer bedre til karakteren.
I litteratur er udseendet ofte et svagt værktøj til at karakterisere din karakter. I skrevne tekster skal et udseende vedligeholdes og spille en rolle i fortællingen, for ikke at glide i baggrunden og blive erstattet med det udseende, som læseren synes passer bedst.
Når udseendet ikke spiller en rolle i fortællingen, kan man spørge sig selv om, der overhovedet er et behov for at beskrive en karakters udseende.

To eksempler hvor karakterens udseende spiller en rolle i fortællingen.
Her er et par eksempler på bøger, hvor udseendet spiller en rolle og bliver et særligt vilkår for karakteren. Det bliver brugt i fortællingen og vedligeholdt gennem roman:
Kamilla Hega Holst: Sort. Her er hovedkarakteren så stor, at hun er bundet til sengen, og det er en central del af fortællingen.
Thomas Rydahl: Eremitten. Hovedkarakteren mangler en finger på den ene hånd, og det bliver et tilbagevendende billede i fortællingen.

Beskriv mere end udseendet
Hvis man gerne vil beskrive en karakters udseende, så kan man overveje, hvordan beskrivelsen af karakteren kan kaste mere af sig end blot, hvordan de ser ud. Man kan arbejde med beskrivelser, der vægter karakterens miljø, temperament og livsvalg højere end, hvordan de ser ud. Det vil ofte skabe en tydeligere og mere nuanceret oplevelse af karakteren.

Et eksempel fra Dy Plambecks Gudfar.
Bogen åbner med et motorcykeltræf, og så får vi nederst på første side denne beskrivelse af hovedpersonen:
”Han var toogtyve år, en lille flagstangstynd mand, der levede af grøn peberfrugt skåret i skiver og pot, og som evig og altid var iført sin sorte læderjakke, cowboybukser, der var smurt ind i indtørret bræk og lort. Uffe havde selv skidt på bukserne, det var en del af uniformen, han havde dyppet dem i olie og pisset på dem. Han havde ikke råd til læderbukser men pis og olie var den ideelle alternative isolering.”

Der er mange skønne ting ved denne beskrivelse. Den sætter karakteren ind i et miljø med læderjakken og potten og kravet om at bære en ”uniform”. Når han er flagstangstynd, så er han ikke alene tynd, men han er tynd og strunk. Han er ikke en mand, der går og synker sammen. Det er ikke kun en beskrivelse af tyndhed men også en beskrivelse af kropssprog, og hvordan han går og står i verden.
Vi får at vide, at Gudfar ikke har råd til den ”rigtige” uniform, læderbukserne, så her får vi en fornemmelse af hans økonomi i forhold til de andre i miljøet, og vi får også et hint om, hvordan han ellers stikker ud fra sit miljø, nemlig ved at leve af grønne peberfrugter skåret i skiver. Det er der nok ikke mange andre i motorcykelmiljøet, der lever af.
Gudfars bukser er dyppet i olie, og han har skidt og pisset på dem, så de nu næsten er som læderbukser. Jeg tror, mange kan se de bukser for sig. Dy Plambeck beskriver ikke, hvordan bukserne ser ud, men hun beskriver for os, hvordan de har fået deres udseende. Hun beskriver de handlinger, han har foretaget med bukserne frem for at beskrive, hvordan bukserne ser ud. Det giver os en rigere oplevelse af ham, fordi vi kan se ham for os i en række situationer, hvor han præparerer bukserne. Det fortæller os også, at uniformen er vigtig for ham, og at almindelige konventionelle normer (som hygiejne) spiller en mindre rolle for ham.

På fire linjer lykkes Dy Plambeck med at give os er indblik i hans verden, hans miljø, hvordan han skiller sig ud fra sit miljø, og hvor langt han vil gå for det, der betyder noget for ham.
Vi får en oplevelse af ham, der rækker meget længere end hans hårfarve og øjenfarve.

Skrivetip – Udseende som et vilkår
Du behøver sjældent gøre rede for dine karakterers udseende som hårfarve og øjenfarve. Hvis der er noget særligt ved en karakters udseende, som du gerne vil sætte i spil, så kan du lade det indgå i fortællingen som et vilkår, der giver muligheder og begrænsninger for din karakter, og som du aktivt bruger i fortællingen.

Skrivetip – Miljø
En beskrivelse af en karakter kan også være en beskrivelse af et miljø, og det giver langt mere til fortællingen, når beskrivelsen af en karakter også er en åbning af deres verden og deres miljø.
Der er særlige markører, der er karakteristiske for bestemte miljøer. Læderbukser og rygmærker er markører for bikerkulturen. Ved at bruge de markører, kan man hurtigt og simpelt aktivere billeder af bestemte miljøer. Hvis man samtidig lykkes med at vise, hvordan en karakter stikker ud fra sit miljø, så er det med til at tegne karakteren klart for læseren.

Skrivetip - Typer
Det samme kan man gøre med karakteren som type: Hun var en unge kvinde med sorte leggins, smalle, plukkede øjenbryn, piercinger og pink hår. Jeg tror, de fleste af os kan se den karaktertype for os. Når vi bruger markører for bestemte miljøer eller bestemte typer, så kan vi hurtigt skitsere en karakter op. Hvis vi samtidig kan vise, hvordan vores karakter skiller sig ud fra ”sin type”, så træder karakteren tydeligere frem og bliver mere kompleks. Hvis kvinden med de sorte leggins og de smalle plukkede øjenbryn var vild med Mahlers symfonier og måske spiller violin, så kommer der en ekstra dimension til karakteren, som overrasker og som man bliver nysgerrig på.

Det kan være en gave at arbejde med typers og miljøers markører (eller klicher), og det bliver især interessant, når man kan vise, hvordan karakteren skiller sig ud fra sit miljø eller ”sin type”.

Skrivetip – Handling frem for beskrivelse.
I eksemplet fra Gudfar er hovedpersonen tynd, men når man lægger til, at han lever af pot og grønne peberfrugter i skiver, så siger det meget mere om ham end den oplysning, at han er tynd. Beskrivelsen aktiverer handlinger. Man kan se for sig, at han ryger pot og skærer en peberfrugt i skiver og spiser den. Det samme med cowboybukserne. I stedet for at beskrive hvordan de ser ud, så skriver Dy Plambeck, hvad han har gjort med bukserne. Hun beskriver hans handlinger, og de fortæller mere om ham, end en beskrivelse af buksernes udseende kan gøre.

Ofte siger en karakters handlinger mere om dem end beskrivelser af deres udseende, og som Dy Plambech gør det i eksemplet her, så kan man sagtens arbejde med handlinger i beskrivelser af karakterer.
 

Gode skrivehilsner

Malene Kirkegaard
Forfatter og ejer af Plotværkstedet

Vil du vide mere om sammenhængen mellem plot og karakter? Måske er Plot Online noget for dig.