Karakterens selvfremstilling

En måde at få en karakter til at træde levende ud af papiret på, er ved at lade dem fremstille sig selv til en anden karakter. Når en karakter taler om sig selv – fremstiller sig selv – til en anden karakter, så er hen i gang med at styre, hvordan hen selv opfattes. Karakteren er i gang med at kaste et bestemt lys på sig selv.

Det er altid interessant at opleve, hvordan en karakter gerne vil ses og opfattes af den anden karakter. Med vores almindelig menneskelige erfaring, så ved vi intuitivt, at vores fremstillinger af os selv ofte dækker over alt muligt. Ikke forstået på den måde, at karakteren lyver, men der er næsten altid et element af forstillelse ved en karakters selvfremstilling.

Lad os kigge på et eksempel fra Sidsel Falsig Pedersens novellesamling: Så må vi se.

Det er fra den novelle, der hedder Lysbilleder. Jeg fortælleren er på besøg hos en kollegas forældre for at låne en guidebog, og nu viser forældrene et lysbilledeshow fra en af deres ferier.

Det lyser ud af ordene her, at kollegaens mor og far gerne vil opfattes som lidt skøre, og at de er fælles om at producere et billede af dem selv som lidt skøre og spontane. Det er noget de to har sammen. Det er næsten så insisterende, at jeg som læser kan blive i tvivl om, hvor skøre og spontane, de er, når det kommer til stykket. Hvorfor er det vigtig for dem at blive opfattet som lidt skøre? Hvorfor har de brug for at cementere den forestilling? Hvordan ser virkeligheden ud bag deres fortælling om at være skøre? Hvorfor fortæller de det? Hvorfor er det vigtigt for dem at iscenesætte sig sådan overfor jeget, der er på besøg? På sær vis åbner karakterens fremstilling af sig selv en verden af gisninger om, hvordan det mon i virkeligheden forholder sig.  

Når vi gennem karakterens selvfremstilling aner, at der gemmer sig andre virkeligheder, at karakteren stiller sig an, så får vi også en fornemmelse af, at der er mere at fortælle, at vi ikke får hele sandheden. Det giver fantasien et rum at arbejde i, og en fornemmelse af at karakteren dækker over noget. Det er et af de greb, der kan give karakterer dybde.

Lad os se på et andet eksempel fra Per Petterson: Jeg nægter

Her er vi i starten af romanen, og det er Jim, der fortæller. Han står på en bro og fisker en tidlig morgen, og Tommy kommer kørende og genkender ham. De var tætte venner som unge, men har ikke set hinanden i femogtredive år. Et lille stykke af deres samtale på broen går sådan her:Ved første øjekast fremstiller Tommy sig selv som rig. Jeg aner som læser, at det ligger Tommy på sinde, at Jim efter alle de år lægger mærke til og anerkender, at han har opnået materiel succes.

Men han siger også ”Er det ikke mærkeligt”. Hvad ligger der i den sætning? Fralægger Tommy sig ansvaret for sin egen succes ved at foreslå, at den næsten skete ved en tilfældighed, at han næsten ikke kunne gøre for det? Eller rummer sætningen en, for de to, fælles forståelse af, at ingen regnede med, at Tommy ville blive til noget den gang? Eller var de dengang socialister og modstandere af materialistisk velfærd. Hvad er der på færde i den sætning? Når man læser teksten løsrevet her som et kort eksempel kan der være meget på færde i sætningen. Når jeg læser teksten i sin sammenhæng, så sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at sætningen også er en forhandling om, hvordan de to mænd kan håndtere det indbyrdes statusforhold. Måske siger Tommy sætningen for at det forgående ikke skal lyde triumferende. Måske er det et forsøg på, at Jim ikke skal føle sig alt for underlegen. En slags forsoning og udglatning af den store forskel mellem dem i dag.

Tommys selvfremstilling taler direkte ind i forholdet mellem ham og Jim.

Når en karakter fremstiller sig selv, så har hen altid noget for med den karakter, hen fremstiller sig over for.

At give en karakter mulighed for at fremstille sig selv, er et stærkt værktøj ikke kun til at få et karakteristisk træk ved karakteren kaldt tydeligt frem for læseren, det kan også åbne en sprække for alt det, der ligger karakteren på sinde; det hen har for med den anden karakter. 

Her kommer et tredje eksempel fra Stine Pilgaards: Meter i sekundet.

Eksemplet er helt fra starten af bogen, og det er første gang vi møder forstanderinden. Forstanderinden er forstander på en højskole, som jegets mand er blevet lærer på, og jeget og hendes mand er lige flyttet til byen.

Her vader forstanderinden lige ind i jegets hus uden at banke på og fremstiller sig selv som bærer af den fælles kultur på stedet: ”Sådan gør vi herude”.

Her bliver selvfremstillingen en magtdemonstration. Det ligger i hele situationen, at forstanderinden ikke har tænkt sig at respektere det, hvis jeget skulle være så kættersk at insistere på, at forstanderinden skal banke på. Hun sætter en dagsorden i jegets hus, og hun har alle andre – det store fælles ”vi” – med sig.

Man kan som læser godt have sin tvivl om, det nu kan passe at hvert eneste menneske i byen eller på højskolen går ind og ud hos alle andre uden at banke på. Man fornemmer stærkt forstanderindens ønske om at skabe verden i sit billede. Hun bliver tydelig for os. Hun fremstiller også sig selv som en ægte tedrikker, og ikke bare en kaffedrikker, der en gang imellem også drikker en kop te.

Der er ofte meget på spil i karakteres fremstillinger af sig selv. De kan demonstrere bestemte gruppetilhørsforhold, eller de kan demonstrere magt og status, eller de kan demonstrere, at de er små og ufarlige, eller at de er bestemte typer.

Når læseren mærker, at karakteren har noget på spil, bliver karakteren tydelig, levende og interessant for læseren.

Når man arbejder med karakterens fremstilling af sig selv, falder det ofte naturligt i situationer, hvor karakteren møder en anden karakter for første gang.

Skrivetips: Karakterfremstilling.

For hovedkarakterer kan karakterens selvfremstilling være et godt værktøj til at give karakteren dybde og få os til at mærke, at karakteren har noget på spil i en relation.

For sidekarakterer kan det være et stærkt værktøj til med få linjer at skabe en tydelig sidekarakter, som man som læser kan genkende og relatere til.

Overvej hvilke to, tre, fem fortællinger om sig selv, hver af dine din karakterer er mest tilbøjelig til at fortælle.

Hvad har din karakter på spil i sine fortællinger? Hvorfor fortæller de lige den historie?

Skriv fortællingerne ned i karakterens sprog.

Er der forskel på hvem de fortæller hvilke fortællinger til?

Overvej hvilke situationer inden for din fortællings ramme, der giver din karakter en naturlig mulighed for at fremstille sig selv.

Gode skrivehilsner

Malene Kirkegaard
Forfatter og ejer af Plotværkstedet

Vil du være med i et fagligt fællesskab, hvor vi alle bliver klogere på håndværket og udvikler vores forfatterskaber?  Måske er et medlemskab af Plotværkstedet lige noget for dig?