Om hovedkarakterens udvikling

Karakterer skal udvikler sig. De skal blive klogere og bedre og mere modne. De skal vokse med fortællingen.

Det er en måde at arbejde med karakterer på, der taler ind i tiden. Vi har en tendens til at forstå os selv som mennesker, der over tid bliver bedre mennesker. Vi udvikler os. Og det ligger i underteksten, at vi altid udvikler os positivt, vi bliver en bedre udgave af os selv.

En væsentlig del af fortællingers dragende kraft ligger i denne præmis. Mange fortællinger er en hyldest til menneskets udholdenhed og evne til at gennemleve lidelser og strabadser og ende ud et bedre sted, end hvor de startede. Mange fortællinger giver mening til lidelser og bringer håb i modgang. De trøster os med en fortælling, om at det altid går.

Prøv at forstille dig en roman som Vejen af Cormac McCarthy og giv den en slutning, hvor drengen og faderen ender med at blive spist af en af de omrejsende grupper af mennesker. Det vil være helt ubærligt.

Prøv at forestille dig, at Harry Potter og alle de andre fra Hogwarts dør i den sidste kamp mod Voldemort, og han overtager verden.

Eller hvis vi tager fat i Hvis vi var en almindelig familie af Trine Bundsgaard, som vi i video fem havde fat i. Hvad nu hvis der ikke bliver nogen skattejagt, og bogen slutter med, at lillesøsteren bare sidder på gulvet og græder, for det har været hendes værste fødselsdag nogensinde.

Fortællinger skal have lykkelige slutninger. Eller slutninger med håb. Eller slutninger, der giver mening.

Det er vores forventning til slutninger. Vi, forfattere, behøver ikke følge den læserforventning, men vi gør klogt i at være bevidste om, at vi skriver op mod læserens forventning om meningsfulde, håbefulde eller lykkelige slutninger.

En måde at give en slutning håb og mening er ved at hovedkarakteren trods alt har lært noget. Hovedkarakteren er gået alt det her igennem, men hovedkarakteren kommer ud som et bedre menneske – også selv om det konkrete projekt ikke lykkes.

Når vi taler om en karakters udvikling, så kan det giver mening at tale om indre og ydre udvikling.

Ydre udvikling
Hvordan har de ændret den ydre virkelighed? Er de blevet rigere? Har de skiftet miljø? Eller udseende? Er de blevet fysisk stærkere mere duelige eller raske? Mestrer de særlige discipliner som badminton eller ballet?

Indre udvikling
Har de fået den anerkendelse, de længtes efter? Er de blevet mere empatiske? Er de blevet bedre til at sætte grænser for sig selv og andre? Er de blevet bedre til at elske eller tage ansvar? Er de blevet bedre til at tøjle deres temperament? Er de blevet bedre til at modstå fristelser? Er de blevet bedre til at skelne godt og ondt? Er de blevet klogere? Mere indfølende? Mere nuancerede? Eller forstår de sig selv bedre? Er de blevet bedre til at håndtere deres egne fejl og mangler? Eller evner de i højere grad at leve i overensstemmelse med fællesskabets værdier?

Man kan høre på den måde, jeg skriver om det, at udvikling underforstås som en positiv udvikling. Forandringen er altid en forandring til et bedre menneske. Et menneske med større indsigt, mere klogskab, mere empati, større forståelse for andre mennesker og de sociale spilleregler. Det er altid en forandring mod det gode.

Ikke alle karakterer udvikler sig mod det gode
Men ikke alle karakterer udvikler sig mod det gode. Tag for eksempel Walter White fra Tv-serien Breaking Bad.

Det er heller ikke alle karakterer, der overhovedet udvikler sig. Tag for eksempel Pippi Langstrømpe eller karaktererne fra Olsenbanden. Eller Hercule Poirot. Der er masser af eksempler på elskede karakterer, der ikke udvikler sig.

At mennesker og karakterer udvikler sig, er del af en moderne forestilling om at være menneske. Hvis vi går til de græske tragedier, så er det netop dette ubøjelige, stædige, uforanderlige i deres karakter, der er med til at skabe katastrofen. I det gamle bondesamfund i sytten- og attenhundredetallet var det en udbredt forestilling, at hvert menneske havde en fast og uforanderlig kerne.

For din egen forståelse af din hovedkarakter kan det være relevant at spørge sig selv, om man arbejder med en karakter der udvikler sig eller ikke udvikler sig.

Skrivetips: Har din karakter overhovedet udviklet sig?
Hvis du er i tvivl om din karakter udvikler sig, kan du spørge dig selv: Hvilken forskel er der for karakteren, fra vi møder karakteren på første side, og til vi tager afsked med karakteren på sidste side? Hvad har forandret sig? Er der både indre og ydre forandring? Er det en forandring, der er meningsskabende og har betydning for vores forståelse af historien?

Hvis din karakter ikke udvikler sig, er der ingen grund til panik. Det behøver den ikke. Det kan være, at din fortælling netop er en fortælling, der former sig som en konsekvens af det ubøjelige, stædige og uforanderlige i din karakter? På samme måde som mange hovedkarakterer i de græske dramaer eller Pippi Langstrømpe og Hercule Poirots fortællinger får deres særlige kendtegn og træk fra hovedkarakterens uforanderlige temperament.

Der er ingen af os, der har lyst til at se Pippi blive socialiseret og ligne Annika, eller Egon tage afsked med sit storhedsvanvid og sin ukuelige tro på det stor kup for at blive en lovlydig borger. Nej her, må vi råbe i kor: Fri os for karakterernes udvikling.

Skrivetips: Hold fast.
Hvis din karakter udvikler sig, så hold fast. De udvikler sig ikke meget. Det er måske kun en tendens, de hælder måske mindre mod at stikke end nødløgn, end de gjorde, da vi mødte dem på første side. I Susan Hintons Outsideren, er der i slutningen et superfint eksempel på, hvordan en udvikling ikke er en radikal ændring af en karakter. Hovedkarakteren Ponyboy og hans venner ligger i krig med drengene fra det ”fine” kvarter gennem hele bogen. Ponyboy er en tænksom, omsorgsfuld dreng, der undgår slagsmål, hvis han kan. I bogens sidste scene kommer de rige drenge gående ned ad gaden i Ponyboys kvarter, og de er ude efter ballade. Ponyboy smadrer bunden ud af en flaske og udfordrer dem med den skårede flaske. De rige drenge trækker sig tilbage og går hjem. Scenen viser os, at Ponyboy nu har lært at bruge vold til at forsvare sig, når det er nødvendigt. Han er ikke længere forsvarsløs og bliver banket af de rige drenge, nu forsvarer han sig. Bagefter bukker han sig og samler glasskårene op, så ingen skærer sig på dem. På den måde viser Susan Hinton os det nye, Ponyboy har lært, men straks efter forstår vi, at han stadig er den samme, som han altid har været.

Når en karakter har forandret sig, giver det en god troværdighed, at man viser læseren, at de også er den samme, som de hele tiden har været.

Gode skrivehilsner

Malene Kirkegaard
Forfatter og ejer af Plotværkstedet

Vil du vide mere om den indre og ydre fortælling? Måske er Plot Online noget for dig.

Er du medlem af Plotværkstedet? Så finder du ekstramateriale om karakterens udvikling her.